Et meget relevant spørgsmål at stille, når stress hvert år giver ca. 1.5 mio. ekstra fraværsdage, står for ca. 30.000 hospitalsindlæggelser, får ca. 500.000 danskere til at kontakte egen læge og meget trist er årsag til at op mod 1.400 afgår ved døden (jfr. Psykiatrifondens hjemmeside).

Var det et nemt spørgsmål at besvare, så var det tal nok en hel del lavere, men det er min faste overbevisning, at en stor del af det skyldes mangel på viden om emnet ”Mental Sundhed” og manglende kendskab til de værktøjer man kan benytte for at undgå mistrivsel, og som man oftest først får bekendtskab med, når man er blevet syg og sidder hos psykologen.

For heldigvis er det sådan, at man kan gøre en hel del selv for at undgå at mistrives – og komme ud af mistrivsel, hvilket er det, dette hæfte beskriver.

For vores tanker styrer en stor del af vores hormonproduktion, og hvis man ofte tænker “fare” eller opfatter situationer negativt, har man en større produktion af stresshormon, som med tiden kan lede til en stress-sygemelding og depression. Depression kan også opstå efter et sorgfuldt traume, hvor man får fastholdt sig selv og sit fokus i traumet, så man aldrig rigtigt vender tilbage til sit normale niveau af positive tanker og følelser.

Du tænker måske, at der også er noget genetik involveret, og det har du ret i. Der er forskel på hvor meget serotonin man producerer, hvor stress-resilient man er osv. Men der er også bred enighed om at vejen igennem disse udfordringer er brugen af kognitive værktøjer, som dem der beskrives senere i dette hæfte.

Når det er vores egne tanker, der leder til disse psykiske lidelser, betyder det ikke, at det er den enkeltes skyld, hvis de bliver ramt af stress, angst eller depression, for hvordan kan man gøre noget anderledes, når ingen fortæller én hvordan?

De tankemønstre, der leder os til mistrivsel, er et produkt af mangel på viden omkring dårlige og usunde tanke-vaner og en masse negative stimuli fra diverse nyhedstjenester og sociale medier, som vi har vænnet os til at følge nærmest døgnet rundt. Men som man kan lære sig selv sundere spisevaner, så kan man også lære sig selv sundere tanke-vaner, som gennemgås i dette hæfte.

Formålet med hæftet er både at hjælpe den enkelte, der står i en svær situation, men samtidig at skabe noget opmærksomhed omkring den viden, der findes på området – og lufte muligheden for at myndighederne udvikler ”De 10 tanke-vaner”, ligesom vi får oplysning om kostråd, motionsråd, anbefalet alkoholindtag osv. Og ultimativt håber jeg at emnet kan blive til et fag i folkeskolen, for der er også meget mistrivsel blandt vores unge mennesker, så de har også brug for oplysning. For ligesom vi har brug for at lære at være fysisk sunde ved at bruge vores krop i idræt og lave og spise sund mad i madlavning, så er det også utroligt vigtigt at lære, at tænke sunde tanker og få viden om, hvordan man kan tackle de svære tanker – og ikke mindst hvor man kan få hjælp.

Kan de unge mennesker lære noget så komplekst som den kvindelige cyklus og lære at forstå, hvordan de forskellige hormoner påvirker hinanden og kvindekroppen (så de ikke laver børn i en alt for tidlig alder – igen fokus på fysisk sundhed), så tænker jeg at de rette fagfolk sagtens vil være i stand til at lave et passende undervisningsmateriale om mental sundhed til folkeskoleelever på alle klassetrin, så alle danskere har et godt fundament som basis for et sundt mentalt liv.

Læs hele hæftet og bliv klogere på din hjerne og hvordan du arbejder med dine tanker.

God fornøjelse!